Malapasqua

30.aug - 1.sep 2014

 

Puha… Det var godt nok meget tidligt vi skulle op. Vi skulle nå bussen kl. 04:30 fra busterminalen i Cebu City og havde derefter en bustur på fire timer i vente. Busserne hernede er ikke som busserne hjemme i Danmark – enten er det busser med aircondition, hvor man sidder nogenlunde godt, men hvor der bliver pokkers koldt lige ned i nakken, ellers er det busser uden aircondition, hvor der bliver ekstremt varmt, når først filippinere maser sig ind – ja i busserne og for den sags skyld også i landets Jeepnyer, bliver der proppet mennesker ind, også selvom at man bliver nødt til at sidde fast klemt og måske endda også oven på hinanden. Heldigvis kunne vi (Mette, Julie, Maria og jeg) de første 3 timer deles to om 3 sæder – 3 ret små sæder. Tja, busserne og jeepneyerne er bestemt ikke bygget eller egnet til hvide mennesker, især ikke dem som har lange ben.
Men i forhold til busserne, så er det turen værd, når man tænker på sin endestation. Busturen bød på den smukkeste udsigt igennem bjergene og det filippinske landskab, med deres rismarker og palmer i begge sider af vejen. Vores endestation på denne bustur var Maya, hvor vi derfra skulle med en lille båd ud til en større båd, som på omkring 45 minutter skulle sejle os til en vildt lækker ø – Malapasqua. Der venter sol, varme, meget mere sol og varme og afslapning, og jo også en masse badning i det ekstremt klare vand. Malapasqua er en lille ø, som kun er 3 km lang og 1 km bred, så man må gå ud fra at alle på øen kender hinanden.

I vinteren ’13 havde Filippinerne en tyfon (Haiyan), som ødelagde mange områder af landet, det fik vi i hvert fald med vores egne øjne bekræftet, da der lå skrald, ødelagte palmer og kokosnødder rigtig mange steder. Ja, også under vandet, på havbunden, havde tyfonen gjort skade – mere om det lidt senere. Men den filippinske befolkning er godt nok nogle af de mest stærke og glædesfyldte mennesker jeg nogensinde har mødt – for på trods af at Filippinerne årligt bliver ramt af ca. 20 tyfoner, så forstår de virkelig at vedholde deres smil og positivisme, og de bliver ved og ved med at genopbygge landet efter naturkatastrofernes skader, også selvom at de næsten igen ressourcer eller penge har. De fortjener virkelig et skulderklap!

Jeg mener dog alligevel at denne ø – på trods af tyfonens skader – stadig udstråler afslapning, fred og ro, og ikke mindst – paradis!

… Der er ingen jeepneyer, taxaer eller busser? Hvordan kommer vi så rundt på øen (så lille som den er, kunne man jo sikkert godt gå), men det viser sig at øens trafik kun består af moterbikes – så det er jo meget mere fredeligt end den voldsomme trafik der er i Cebu City.

Nå, men vi skulle jo finde et sted at bo, så Maria, som har været på øen mange gange før, viste os forskellige steder, som vi kunne vælge imellem. Det første sted var lidt skuffende. Det var et bambushus, hvor vi kunne bo på 1.salen, men det prisen var bare mere, end hvad vi ville få til prisen. Det næste sted vi kiggede på, var også et bambushus, hvor Mette, Julie og jeg skulle sove i én seng – der var vidst ikke plads til os (vi fylder lidt alle tre). Og der var et toilet uden en dør, så vi kunne vidst rigtig komme til at komme hinanden ved her. Åh gud… Men det blev til at det blev det sidste resort, som vi valgte. Så næste skridt var, at ligge vores tasker på værelset og hoppe i badetøjet, og derefter tog Maria os ud til den mest fantastiske og smukkeste strand. Hvidt sand så langt øjet rakte og blåt krystal klart vand. Yes, det her kan vi vidst godt holde til. Vi lå og blev godt og grundigt stegte i tre timer. Vi blev derefter enige om at dele os op, Mette og Julie tog tilbage til vores værelse for at skifte tøj, imens gik Maria og jeg hen til en lille restaurant, som lå meget tæt på vandet, så vi havde rig mulighed for at nyde udsigten og et godt måltid mad og ikke mindst en vildt lækker banan shake. Mums…

Aftenen var dog mindre positiv, da vi alle var meget trætte. Jeg tog ud og spiste aftensmad med Maria og hendes daværende kæreste, imens Julie og Mette havde en uheldig oplevelse med en stor edderkop, kakerlakker og et tilstoppet toilet. Dette resulterede i, at de pakkede deres ting, og mine, og flyttede på et meget fint hotel, mens jeg flyttede over til Marias resort, som hedder Villa Sandra. Det er et meget hyggeligt resort, hvor mange turister, især dem som er snorkel og dykkerinteresseret kommer.

Næste dag vågnede jeg til en morgenmad bestående af ris, omelet og cola – meget lækkert faktisk, men meget anderledes fra min havregrød og havrefras hjemme i Danmark. Maria og jeg så eller hørte intet til Mette og Julie den dag, så Maria og jeg tog den absolut mest fantastiske beslutning – vi skulle da selvfølgelig snorkle hele dagen. Jubii!!!!! Det bliver så fedt, selvom at jeg aldrig havde prøvet det før. Inden vi tog på snorkeltur, viste Maria mig en lokal familie, som hun kender en del til. Jeg ser et lille hus ikke større en 10 m2, hvor der bor en familie på, jeg mener at det var 13. Det var da godt nok vildt, at de kan bo sådan, men som jeg skrev i starten af dette indlæg, så formår filippinerne at få det bedste ud af de ressourcer de nu engang har, og stadig er de så positive og livsglade. Danmark burde være misundelige!!

Vi lejede en båd med nogle lokale, som guides, og så sejlede vi ellers rundt om øen. Første stop på bådturen, skulle vise sig at være det mest spændende og mest fantastiske jeg nogensinde kunne drømme om. Vi snorklede omkring 6-8 m over et sunket japansk krigsskib (mener at det var et bombeskib) fra anden verdenskrig. Desværre ejede jeg ikke et dykkerkamera dengang, så jeg fik ingen billeder, men jeg skal helt sikket tilbage dertil en gang i fremtiden. Det var stort og vildt flot, og meget af skibet var stadig i sin oprindelige form.

Derefter så vi på vores bådtur en masse super flotte fisk og koraler i alle størrelser og farver – SÅ smukt! Jeg fik også muligheden for at prøve at blive omringet af en masse fisk, ved at vi fodrede dem med nogle små boller, som vi havde med som snack til turen, men jeg vil sgu gerne sulte lidt, for at få denne oplevelse.

Da turen var overstået tog vi tilbage til resortet, hvor vi fik et bad, skiftede tøj og slappede af, inden den stod på aftensmad og hygge på terrassen. De forskellige gæster var samlet til et par øl og lidt akustisk guitarmusik og sang. Det var så hyggeligt. Sent på aftenen blev det min sengetid og næste dag var det retur til Cebu City.