Who am I, to be blind?

I see the kids in the street,
with not enough to eat
who am I, to be blind?
Pretending not to see their needs

- M.J.

Vi i Filipino Street Kids er nu startet på gaden i Patrice, som ligger ved havnen i Colon. Førhen troede jeg, at jeg allerede havde set de fattigste områder af Cebu City, men jeg tog fejl. Patrice er et af de områder, hvor der bor flest gadebørn og familier. Der bor efter sigende 300+ børn … og det er bare på dén gade. Gaden er omkring 300-500 meter lang og på grund af den nærliggende havn, er der derfor også en del gennemkørsel af lastbiler og taxaer o. lign. Og det er også selvom, at der knapt er plads til at de kan køre igennem. Når du starter for enden af gaden, ser du først nogle enkelte familier, som bor på fortovet. De bor på et stykke pap, den bare jord eller på de kølige fliser, under træerne. De har ikke ret meget mere end hinanden og alligevel smiler de altid, hilser og er i godt humør. Går du længere hen ad gaden møder du lidt flere familier og en del børn, som løber rundt på gaden og leger, også selvom at de egentlig ikke har nogle materielle ting at lege med. For dem har de hinanden og det er godt for dem, for de kender ikke til andet. 

Efter min mening er fattige børn også de mest kreative, da de kan finde inspiration til lege, med bare en kapsel eller en mønt… eller andre ting, som for størstedelen af os, er ubetydelige ting, som vi bare smider ud. Der kommer børn gående eller løbende imod dig, de tager dig i hånden og spørger med et stort smil hvad du hedder. Jo længere hen af gaden du går, kommer der flere og flere ”huse” på begge sider. Huse som familierne selv har bygget ud af træ. De er ikke større end 5-10 m2 og er ikke pæne, stabile/sikre, lige eller egnet til beboelse, efter min mening. Familier på måske 6-8 personer. Vi blev på et tidspunkt inviteret indenfor i ét af husene, hvor der bor mennesker – to voksne og tre børn. Kvinden som inviterede os indenfor i sit hus, havde et lille spædbarn liggende på gulvet på nogle tæpper. Der var ikke meget plads til os tre hvide piger, som fylder mere end to filippinere tilsammen, men vi fik alligevel en skammel hver at sidde på. Kvinden satte sig på gulvet ved siden af babyen. I døråbningen, stod der en del filippinere, nok en 6-8 stykker, som bare stod og betragtede os tre hvide piger sidde i det lille hus. I dette lille hus, jeg vil mere kalde det for et skur, er der proppet alle mulige ting ind, for at holde huset oprejst/stabilt og regntæt, og alligevel er det ikke regntæt, da de mængder regn de sommetider får her på Filippinerne, kommer ind igennem de mindste sprækker og løber ind under husets vægge.
Det er ikke noget man ønsker at bo i. Men for dem betyder deres huse meget, for de har selv bygget det og det er deres. Der er små huse, som kan betragtes som kiosker og andre, som cafeer. Det er her de lokale sidder og hygger sig – eller det ser i hvert fald sådan ud. Gaden har altså også, foruden alle gadebørnene, deres eget lille lokalsamfund. Det lyder måske her, som om at de har det godt og sagtens kan klare sig med den smule de har – sådan er det slet ikke. Det er ikke alle børn, som er en del af en familie og de er derfor overladt til sig selv.

Inden vi startede på gaden, havde vi gjort os nogle tanker om, hvad og hvordan vi ville begynde vores arbejde og hvad kan vi egentlig gøre, med de ressourcer vi har til rådighed?
For at vi kan gøre noget for gadebørnene i Patrice, er vi nødt til at starte med deres basale behov. Vi skal have fokus på deres hygiejne, som jo i rigtig mange tilfælde hernede føre til sygdom hos rigtig mange af dem, og i nogle tilfælde føre det også til døden. Vi blev derfor hurtigt enige om, at vores første tiltag ude på gaden, skulle være at børste tænder på børnene. Mange, ja faktisk største delen af børnene, har huller i tænderne, rådne tænder, tandkødsbetændelse etc. Og netop på grund af deres fattigdom, er det ikke tandbørstning og hygiejne, som de vælger at prioritere, rigtig mange har slet ikke råd til at komme til tandlægen. Derfor vil vi forsøge at hjælpe på disse punkter, så godt vi kan. Vi talte ligeledes om, at vi ville indkøbe tandbørster til alle børnene, mærkater og tuscher til, at skrive børnenes navne på tandbørsterne, således at de ikke blev smidt væk, brugt til alle mulige ting eller ville blive byttet om på kryds og på tværs. Vi blev enige om, at vi ligeledes ville tage dem med os hjem hver dag og ligeledes medbringe dem igen næste dag.
Julie, Mette og jeg tog derfor ud til Patrice som det første, for at indsamle børnenes navne og alder, så vi havde et billede af, hvilken aldersgruppe vi skulle arbejde med. Men inden vi fik set os om, havde vi 200+ navne af børnene på gaden og der var mange, mange flere børn. Det gik her ret hurtigt op for os at vi havde påtaget os en for stor opgave. Hvad stiller man op i sådan en situation… At være fire pædagogstuderende til over 300 børn??

Vi tog efterfølgende en snak med vores chef og vi blev hurtigt enige om, at tandbørstningsprojektet måtte vente lidt endnu, da 300+ børn, indtil vi har fundet en plan for, hvad vi gør. Vi aftalte derfor med ham, at vi kunne købe noget legetøj til børnene, som vi kan tage med derud dagen efter. Dette ville selvfølgelig også hjælpe os, i vores proces med at skabe relationer til børnene.

Næste dag følte vi os SÅ klar til at give alle børnene en masse legetøj. Vi havde indkøbt både store og små basketballs, bøger, kridt, babyrangler, plastikklodser med bogstaver og forskellige skumbolde, således at der var lidt forskelligt til alle aldersgrupper. Vi ankommer til Patrice og sætter os for enden af vejen for at vente på Kristoffer, vores daglige leder, men da vi blot har siddet i omtrent 5-10 minutter, kommer der et par børn, lidt efter lidt flere børn og inden vi får set os om står der 10 børn – eller var der flere… (?) – rundt om os. De leger rundt om os, læner sig op af os og er meget nysgerrige efter, hvad dog har i tre røde plastikposer, som kan fylde så meget.

Vi besluttede os for at vi ikke ville blive siddende der længere og vi begav os derfor hen af den gade vi skal arbejde på. De ca. 10 børn, som lige havde stået omkring os, fulgte efter os, samtidig med at flere og flere børn kom løbende imod os fra den anden ende af gaden. Alle ville se hvad vi havde i poserne. Voksne og ældre mennesker kom med deres spædbørn, børnebørn etc. for at bede om det vi havde i poserne. Jeg fornemmede at de blev lidt skuffede, at det ”blot” var legetøj vi havde med til børnene, og ikke rigtigt tøj. Jeg kan godt se, at det måske havde gavnet folkene på gaden noget mere, hvis vi havde haft tøj med til dem, således at de slap for at gå i deres beskidte, slidte og ødelagte kluns… men nu ligger vores fokus jo på børnene, så derfor havde vi valgt at der skulle købes legetøj, også for at vi havde noget at beskæftige os med, sammen med børnene. 

Da vi stopper op for enden af gaden har vi langt over 100 børn rundt om os og der begyndte at køre store lastbiler og taxaer forbi os, derfor tænkte vi at vi måtte finde et andet sted, hvor det var mere sikkert for os og børnene at være. Vi gik derfor lidt tilbage mod hvor vi kom fra. Pludselig har vi vel nok over 300 børn omkring os, som både hiver i vores medbragte poser, vores arme, vores tøj og sågar vores tasker (for min og Julies vedkommende) og jeg havde endda en pengekat under min T-shirt og alligevel, begynder et par børn, at løfte op i min T-shirt, for at komme ind til pengekatten. Jeg må ærligt indrømme, at børnene var meget tæt på at gå over min personlige grænse.

Der var en filippinsk kvinde, som var så venlig at hjælpe os med at forsøge at holde styr på børnene og at hjælpe os med at dele legetøjet ud til dem. Men situationen udviklede sig hurtigt ud i noget der kunne sammenlignes med en flok sultne løver, der alle kæmper for at få retten til at dræbe og spise en lille gnu. Hvor end vi gerne ville, kunne vi simpelthen ikke blive der ret meget længere. Vi måtte kæmpe os hen til den nærmeste ledige taxa, for at komme væk derfra, hvilket var lidt besværligt, fordi nogle af børnene begyndte, at åbne taxadøren i min side så taxaen ikke kunne køre.
”Just drive driver – we need to get away from here!” … Vi var alle tre målløse og chokeret. Vi havde ikke regnet med at det ville ende sådan, at vores ellers rigtig gode ide, ville ende i sådan et kaos. Vi fik en pose med os, med legetøj til de mindre børn. Puha…!

Vi aftalte nogle timer senere at tage derud igen, blot fordi vi fik det lidt dårligt med at efterlade den filippinske kvinde alene i kaosset blandt alle de børn. Vi aftalte derfor med Kristoffer at mødes med ham derude. Da vi møder Kristoffer derude, er der en anden filippinsk kvinde, som er i fuld gang med at skrive alle børnenes navne og alder ned på noget papir, fordi vi i går ikke fik alle børnenes navne. Vi aftalte med denne kvinde, at vi i dag ville tage ud og købe tandbørster og tandpasta til børnene, da vi i morgen (torsdag) vil børste børnenes tænder, for at gøre dem og deres familier bevidste om, at det er vigtigt for ens sundhed, blandt andet at have en god mundhygiejne.

Vi har derfor været i et supermarked i Colon, for at købe 100 tandbørster og 5 tuber børnetandpasta. I morgen forsøger vi med et tandbørstningsprojekt, der for dig som læser dette, måske godt kan virke uoverskueligt, måske endda uopnåeligt, men vi tror på at det kan lykkes. Jeg vil lige huske at give børnene i Patrice en stor ros for, at de uden besvær kan stille sig op i en lang række og vente, måske ret utålmodigt, på at det bliver deres tur, men de kan. Det er vigtigt at huske på.  Det oplevede vi nemlig i dag, inden det udviklede sig til et kaos. 

Jeg bliver lige nødt til at fortælle dig, som læser dette, at disse børn har et behov for og nyder at møde nogle mennesker, som har et kæmpe hjerte og som har vilje og lyst til at være der for dem.
I børnenes øjne er de ikke omsorgssvigtede, fordi de kender ikke til andet, end det de er opvokset med og det de er opdraget til, men i vores pædagogiske øjne er de dybt, dybt, dybt omsorgssvigtede, og derfor er det vigtigt at vi er der og giver dem den omsorg og opmærksomhed som vi nu engang kan. Lidt kan også gøre en forskel!

 

 

Malapasqua

30.aug - 1.sep 2014

 

Puha… Det var godt nok meget tidligt vi skulle op. Vi skulle nå bussen kl. 04:30 fra busterminalen i Cebu City og havde derefter en bustur på fire timer i vente. Busserne hernede er ikke som busserne hjemme i Danmark – enten er det busser med aircondition, hvor man sidder nogenlunde godt, men hvor der bliver pokkers koldt lige ned i nakken, ellers er det busser uden aircondition, hvor der bliver ekstremt varmt, når først filippinere maser sig ind – ja i busserne og for den sags skyld også i landets Jeepnyer, bliver der proppet mennesker ind, også selvom at man bliver nødt til at sidde fast klemt og måske endda også oven på hinanden. Heldigvis kunne vi (Mette, Julie, Maria og jeg) de første 3 timer deles to om 3 sæder – 3 ret små sæder. Tja, busserne og jeepneyerne er bestemt ikke bygget eller egnet til hvide mennesker, især ikke dem som har lange ben.
Men i forhold til busserne, så er det turen værd, når man tænker på sin endestation. Busturen bød på den smukkeste udsigt igennem bjergene og det filippinske landskab, med deres rismarker og palmer i begge sider af vejen. Vores endestation på denne bustur var Maya, hvor vi derfra skulle med en lille båd ud til en større båd, som på omkring 45 minutter skulle sejle os til en vildt lækker ø – Malapasqua. Der venter sol, varme, meget mere sol og varme og afslapning, og jo også en masse badning i det ekstremt klare vand. Malapasqua er en lille ø, som kun er 3 km lang og 1 km bred, så man må gå ud fra at alle på øen kender hinanden.

I vinteren ’13 havde Filippinerne en tyfon (Haiyan), som ødelagde mange områder af landet, det fik vi i hvert fald med vores egne øjne bekræftet, da der lå skrald, ødelagte palmer og kokosnødder rigtig mange steder. Ja, også under vandet, på havbunden, havde tyfonen gjort skade – mere om det lidt senere. Men den filippinske befolkning er godt nok nogle af de mest stærke og glædesfyldte mennesker jeg nogensinde har mødt – for på trods af at Filippinerne årligt bliver ramt af ca. 20 tyfoner, så forstår de virkelig at vedholde deres smil og positivisme, og de bliver ved og ved med at genopbygge landet efter naturkatastrofernes skader, også selvom at de næsten igen ressourcer eller penge har. De fortjener virkelig et skulderklap!

Jeg mener dog alligevel at denne ø – på trods af tyfonens skader – stadig udstråler afslapning, fred og ro, og ikke mindst – paradis!

… Der er ingen jeepneyer, taxaer eller busser? Hvordan kommer vi så rundt på øen (så lille som den er, kunne man jo sikkert godt gå), men det viser sig at øens trafik kun består af moterbikes – så det er jo meget mere fredeligt end den voldsomme trafik der er i Cebu City.

Nå, men vi skulle jo finde et sted at bo, så Maria, som har været på øen mange gange før, viste os forskellige steder, som vi kunne vælge imellem. Det første sted var lidt skuffende. Det var et bambushus, hvor vi kunne bo på 1.salen, men det prisen var bare mere, end hvad vi ville få til prisen. Det næste sted vi kiggede på, var også et bambushus, hvor Mette, Julie og jeg skulle sove i én seng – der var vidst ikke plads til os (vi fylder lidt alle tre). Og der var et toilet uden en dør, så vi kunne vidst rigtig komme til at komme hinanden ved her. Åh gud… Men det blev til at det blev det sidste resort, som vi valgte. Så næste skridt var, at ligge vores tasker på værelset og hoppe i badetøjet, og derefter tog Maria os ud til den mest fantastiske og smukkeste strand. Hvidt sand så langt øjet rakte og blåt krystal klart vand. Yes, det her kan vi vidst godt holde til. Vi lå og blev godt og grundigt stegte i tre timer. Vi blev derefter enige om at dele os op, Mette og Julie tog tilbage til vores værelse for at skifte tøj, imens gik Maria og jeg hen til en lille restaurant, som lå meget tæt på vandet, så vi havde rig mulighed for at nyde udsigten og et godt måltid mad og ikke mindst en vildt lækker banan shake. Mums…

Aftenen var dog mindre positiv, da vi alle var meget trætte. Jeg tog ud og spiste aftensmad med Maria og hendes daværende kæreste, imens Julie og Mette havde en uheldig oplevelse med en stor edderkop, kakerlakker og et tilstoppet toilet. Dette resulterede i, at de pakkede deres ting, og mine, og flyttede på et meget fint hotel, mens jeg flyttede over til Marias resort, som hedder Villa Sandra. Det er et meget hyggeligt resort, hvor mange turister, især dem som er snorkel og dykkerinteresseret kommer.

Næste dag vågnede jeg til en morgenmad bestående af ris, omelet og cola – meget lækkert faktisk, men meget anderledes fra min havregrød og havrefras hjemme i Danmark. Maria og jeg så eller hørte intet til Mette og Julie den dag, så Maria og jeg tog den absolut mest fantastiske beslutning – vi skulle da selvfølgelig snorkle hele dagen. Jubii!!!!! Det bliver så fedt, selvom at jeg aldrig havde prøvet det før. Inden vi tog på snorkeltur, viste Maria mig en lokal familie, som hun kender en del til. Jeg ser et lille hus ikke større en 10 m2, hvor der bor en familie på, jeg mener at det var 13. Det var da godt nok vildt, at de kan bo sådan, men som jeg skrev i starten af dette indlæg, så formår filippinerne at få det bedste ud af de ressourcer de nu engang har, og stadig er de så positive og livsglade. Danmark burde være misundelige!!

Vi lejede en båd med nogle lokale, som guides, og så sejlede vi ellers rundt om øen. Første stop på bådturen, skulle vise sig at være det mest spændende og mest fantastiske jeg nogensinde kunne drømme om. Vi snorklede omkring 6-8 m over et sunket japansk krigsskib (mener at det var et bombeskib) fra anden verdenskrig. Desværre ejede jeg ikke et dykkerkamera dengang, så jeg fik ingen billeder, men jeg skal helt sikket tilbage dertil en gang i fremtiden. Det var stort og vildt flot, og meget af skibet var stadig i sin oprindelige form.

Derefter så vi på vores bådtur en masse super flotte fisk og koraler i alle størrelser og farver – SÅ smukt! Jeg fik også muligheden for at prøve at blive omringet af en masse fisk, ved at vi fodrede dem med nogle små boller, som vi havde med som snack til turen, men jeg vil sgu gerne sulte lidt, for at få denne oplevelse.

Da turen var overstået tog vi tilbage til resortet, hvor vi fik et bad, skiftede tøj og slappede af, inden den stod på aftensmad og hygge på terrassen. De forskellige gæster var samlet til et par øl og lidt akustisk guitarmusik og sang. Det var så hyggeligt. Sent på aftenen blev det min sengetid og næste dag var det retur til Cebu City.