At danne relationer

Filippinerne er et rigtig dejligt land. Menneskerne er rigtig flinke, hjælpsomme og smilende, uanset hvilke forhold de lever under. Varmen hernede er super skøn – lige som jeg elsker det – og dog… alligevel kan det godt blive varmere, end hvad man kan holde ud. Typisk ligger temperaturen oppe i 30’erne, men på grund af luften og dens fugtighed, føles det rigtig ofte som over 40 grader. Og selvom at solen går ned kl. 17-18 stykker, så går jeg stadigvæk rundt i shorts og T-shirts. Maden på Filippinerne er nogle steder rigtig god og lækker og andre steder skal man lige sørge for at have lidt mad liggende hjemme i køleskabet, for det er ikke alle steder at man kan blive mæt. ”It’s good for one person maam” – Yeah right tænker jeg så – godt for et barn måske. Priserne på stort set alt, er til gengæld så billige, at det nogle gange kan være svært at forstå. …fortsæt

Dagene skrider stille og roligt frem ude på børnehjemmet Community Scout Youth Guidance Center, som ligger i et område der hedder Duljo Fatima (tæt på bydelen Colon), omtrent 5 km fra hvor vi bor. Det er et område, som for mig er mere fattigt end hvad jeg troede jeg allerede havde set. Som jeg har nævnt i et andet blogindlæg, så møder jeg mødre, der med sit lille barn i armene eller hængene over skulderen, går rundt og tigger om penge til mad. Jeg ser familier, oftest mødre, der sammen med sine små børn omkring sig, roder i noget skrald, nogle steder brændt skrald, men for disse familier er det måske deres chance for at kunne overleve, deres håb for at finde mad. Jeg ser familier og små børn – ja selv spædbørn, ligge på gaden og sove på en flad papkasse, ved siden af dem har de en taske eller lille kasse, med deres meget få ejendele. Det er pakket og klart til når de flytter hen på det næste gadehjørne. Enlige mødre med deres lille barn bor i noget der ikke er større end et sofabord, dækket til af plastikposer og pap. 

Da vi en af dagene var på børnehjemmet, havde jeg følgende observation af en dreng: 

Jeg sidder på en bænk ved børnehjemmets hovedindgang. Over for mig sidder mine to medstuderende imens 5-6 børn (alle drenge) går rundt eller sidder omkring os.
En dreng på 17 år sidder og spiller kendte engelske/amerikanske og filippinske sange på en guitar. Stemningen er rolig – alle hygger sig. En dreng på omkring 8 år finder en ledig plads på bænken, imellem den 17 årige dreng og mig. Han læner sig op ad mig og synger lystigt med på sangene. Jeg ligger min hånd på hans brystkasse, nusser ham stille og roligt, og fortsætter med at synge med på sangene.
Den 8 årige drengs øjenlåg blev langsomt tungere og tungere og i løbet af næsten ingen tid, lå han og halvsov op ad mig, hvis ikke han sov helt, indtil at han blev vækket af en ældre dreng, der bad ham om at rydde op (samle skrald) op fra gårdspladsen. Efter at den 8 årige dreng havde samlet lidt skrald sammen fra gårdspladsen, var hans plads ved siden af mig, pludselig optaget. Han begynder derfor at samle lidt mere skrald sammen, imens han holder øje med, hvornår pladsen bliver ledig. Da den bliver ledig, skynder han sig hen, siger: ”Yes” og sætter sig imellem mig og den 17 årige dreng. Han læner sig endnu engang op ad mig, hviler sine øjne, dog synger han stadig med på de sange han kender.
Det var en rigtig dejlig følelse at vide, eller at gå ud fra, at denne lille 8 årige dreng, følte en tryghed ved at ligge op ad mig. Stemningen og omgivelserne i sig selv må siges, at have hjulpet ham på vej.

Elsker mit arbejde :D

Ud og mød den virkelige verden

Siden sidst…

Vi er efter fem dage endelig flyttet ud af hotellet og ind i vores eget hus. Det er bare super lækkert! Vi bor i bydelen Guadalupe i et sikret (lukket) område der hedder Tuscania Condominium, som har bevæbnede døgnvagter – og de er super flinke og hjælpsomme!
Vores hus er på tre etager med to fælles pools, hvilket bliver benyttet ret ofte, eftersom at her dagligt er over 30 grader varmt. 
På vores anden dag i huset, sov vi længe, gik i poolen og fik leveret en del ting af den tidligere ejer, som huset manglede; nyt køleskab med fryser – spisebord med seks stole – vanddispenser – mikrobølgeovn – toastovn – tre blæsere – glaskopper, glastallerkner og alm. glas til seks pers. – wokpande – palet – glaskande – vaskemaskine og fire skraldespande med låg og pedal. En af de kommende dage vil der ligeledes blive leveret en seng til mit værelse, da jeg pt. sover i husets masterbedroom sammen med Julie. Når man er på Filippinerne, så skal man lige vende sig til, at deres kloaksystem ikke er egnet til at man smider sit brugte toiletpapir ud i toilettet, man skal derfor benytte skraldespande med låg. Dét er noget af det, som jeg lige skal vende mig til. 

Den organisation, som vi skal være med til at starte op hedder Filipino Street Kids (FSK). Vi og Kristoffer (organisationens stifter) venter pt på at få en godkendelse af regeringen, til at vi kan starte denne organisation op. Kristoffer har derfor lavet nogle aftaler med et børnehjem tæt på bydelen Colon, som hedder Community Scout Youth and Guidance Center samt et andet slags børnehjem (en lille landsby med huse, hvor børnene bor), som hedder SOS Childrens Village. Her har vi fået muligheden for at være nogle gange om ugen, samtidig med at vi, forhåbentligt snart, skal være på vores eget drop-in-center (FSK). Jeg håber, men tvivler på, at vi i løbet af dette halve år, når at få skaffet et center/hus, til de her gadebørn, så vi kan give gadebørnene den barndom, som alle børn fortjener. En barndom, hvor de kan føle sig trygge og hvor de har voksne omkring sig, som giver dem den omsorg og den tillid, som de har brug for. De her børn har virkelig brug for det!!

Disse centre hjælper børn, (som enten har mistet deres forældre eller hvor forældrene ikke har ressourcer nok til at tage sig af deres børn), til at gå i skole, hjælp til at få lavet lektier, hjælp til at få et sted at bo og komme væk fra gaden, væk fra kriminalitet og vanrøgt. Disse børn kommer nemlig fra forskellige baggrunde, hvor de enten er blevet misbrugt fysisk og/eller psykisk, er blevet udsat for vold, har taget hårde stoffer (f.eks. rugby (det er dampene fra limen de indånder), som stopper sulten) for at kunne overleve eller har været i bandemiljøet etc.
Vores opgaver er primært, at skabe trygge relationer til de her børn, men også at etablere nogle kontakter til folk, som kan hjælpe os i gang med FSK, samt til flere børn som har brug for hjælp, især til det de fleste af os tager for givet – chancen for at få mad og rent drikkevand.

I forgårs, onsdag, begyndte vores praktik. Vi mødtes med Kristoffer på Mango Square kl. 8:30 og sammen kørte vi ud til Community Scout Youth and Guidance Center. På dette børnehjem bor der ca. 50 børn, kun drenge, hvoraf den yngste er 8 og den ældste er 27 år. Set udefra ser det ganske udmærket ud. Vi gik igennem en port, hvorefter en bevæbnet vagt bad os om at skrive vores navne, at vi var besøgende, hvad tid vi ankom og derefter sætte vores underskrift i en bog. Dette er daglig procedure, således at de kan se hvem der befinder sig på børnehjemmet. Uden for børnehjemmets mure, ser man fattigdom stort set overalt. Ja, ikke bare uden for børnehjemmets mure – overalt i byen Cebu. Da vi ankom til børnehjemmet, var der nogle drenge, som kom løbene hen til Kristoffer, for at hilse på ham. Han så ud til at være savnet. Drengene virker rigtig søde og umiddelbart ikke som nogen man skal frygte, selvom at vi af William, lederen af børnehjemmet, fik at vide, at det ikke var nogen god idé at have dyre genstande på os når vi går rundt på børnehjemmet, f.eks. mobiler, ure, penge, tasker etc., da børnene er rigtige hurtige til at få snuppet det af værdi man eventuelt har på sig. William informerede os ligeledes om, at når vi skal ud for børnehjemmets mure, så er det sikrest at gå mod højre, op mod en større og mere befærdet vej, end at gå mod venstre, hvor man efter kl. 19 og især om natten, godt kan risikere at blive omringet, bestjålet, slået eller skudt. Det er derfor klogt, IKKE at gå alene den vej.

Generelt set skal man overalt i byen bruge sin sunde fornuft, når man bevæger sig ud på gaderne, både om natten og om dagen. Døgnet rundt er der den vildeste trafik. Cyklister og scootere/knallerter/motorcykler kører ind imellem bilerne og bilerne gør det samme … for man skal jo til, lige der hvor der er plads. Her på Filippinerne benytter man sit horn i bilen til at komme igennem trafikken.

Nå, men tilbage til børnehjemmet … Efter vores samtale med William, fik vi en rundvisning på børnehjemmet af Kristoffer og nogle børn. Jeg synes at det er utroligt, at børnehjemmets forhal er ganske nydeligt indrettet med sofaer og borde af bambusrør dækket af en lille dug og lidt blomster og pynte ting … men da vi går op ad nogle trapper til 1. salen, ser vi det der skal forestille en garderobe, til alle børnenes ting, tøj og skolebøger … Jeg ser gamle overtegnede metalskabe, hvor lågen enten er flået helt af eller bolt hænger i én hængsel, vinduerne mangler glas, eller måske er det meningen… Det ved jeg ikke!? Vi fortsætter rundvisningen til børnenes værelser, som jeg formoder er delt op efter alder, da der på en af værelserne sidder et par store (ældre) drenge, hvor der på nogle af de andre værelser bor nogle yngre. Hvorfor kalder jeg det værelser? … Det er sovesale, med plads til omkring 13-15 drenge i hver sal. De sover i køjesenge, som er skæve og bøjer på midten – rent ud sagt, faldefærdige senge. Umiddelbart så jeg intet sengetøj, kun en masse tøj og diverse ting, ligge og flyde på sengene og gulvet. Ganske forfærdeligt! Børnenes toiletter lugter forfærdeligt, eller som jeg ville kalde det – STINKER! – af både urin og afføring.
Da 2. sal benyttes som depot og opbevaring, fortsætter vi op på 3. sal, rettere sagt op på taget af bygningen. Her hænger børnene deres tøj til tørre, og laver akrobatiske bevægelser på tre meget tynde og slidte skummadrasser. Tilbage i stueetagen, ser vi spisesalen, som umiddelbart virker tom, men i den ene ende er der to stabler af skamler og to langborde hænger på væggen, hvor der kun kan sidde omkring 6 ved hvert bord. Videre ud i køkkenet er der et stort slidt træbord, hvor maden bliver tilberedt, for derefter at blive lavet over bål i en stor wok og gryde – der lugter ikke specielt godt, måske af noget råddent.

I skrivende stund kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor privilegeret jeg (vi tre piger) er, når jeg i starten af dette indlæg skriver om, at vi bor i et sikret og lækkert område og at vi har så mange muligheder for at leve godt i de seks måneder vi skal være her, når jeg efterfølgende beskriver, hvor lidt de her børn har at gøre godt med. Det er forfærdeligt, men jeg må bare vende tanken om og huske mig selv på, at disse børn ikke kender til andet og derfor nok er glade nok for det de får. De får mad tre gange om dagen, men ikke rent drikkevand, de har kun det vand der kommer ud af deres vandhaner.

Efter besøget på børnehjemmet satte Julie, Mette, Kristoffer og jeg os sammen på en café, hvor vi fik lavet en brainstorm med de idéer og tanker vi lige lå inde med til, hvad vi ønsker at hjælpe børnene med, ud fra de ressourcer vi har til rådighed og efter hvad der er muligt. Både til de børn som er på børnehjemmet Community Scout, men også de børn, som i fremtiden vil være i FSK’s organisation. 

Herunder er vores brainstorm:

Brainstorming FSK:

-         Forbedre livskvaliteten for gadebørn.
-         Give dem muligheden for at være “børn” – og få lavet nogle aktiviteter med disse børn,
       som gør at de får nogle gode oplevelser, som de har brug for i deres barndom.
-         Give børnene noget medbestemmelse – Give dem muligheden for ret til selvhjælp,
       på den måde at de kan bestemme over sig selv.
-         Give dem nogle succesoplevelser via leg, forskellige aktiviteter, udfolde børnenes kreativitet.
-         Skabe den gode relation – anerkendelse, styrke børnenes selvværd og selvtillid.
-         Vigtigt at holde den professionelle afstand til børene – ”Vi er der ikke for evigt”.
-         Det er os som er de professionelle – gensidig respekt for hinanden.
-         Det er vigtigt at vi får lavet en struktureret hverdag. At vi er der på samme tidspunkt hver dag,
       så børnene ved hvornår det er vi kommer, og vi får struktureret det, så de ved hvad der
       kommer til at foregå, og hvorfor vi er der, og hvorfor vi laver de ting med dem som vi gør.
-         Vigtigt at der er et stærkt tillidsbånd Barn <> pædagog imellem. Disse børn er blevet svigtet
       mange gange i deres liv, så det er vigtigt at børnene kan mærke en form for tillid,
       som de ikke har været vant til.
-         Møde børnene på det niveau de nu en gang er på. Vi skal tage os tid til det enkelte individ.
       Og samtidig have en forståelse for, at børnene er forskellige og kommer fra
       forskellige baggrunde.
-         Samarbejde med de forskellige familier, som har disse gadebørn, og støtte dem i deres liv på
       gaden. Vi vil være der for de forskellige familier – De skal altid have mulighed for at kunne
       komme til os, med deres problemer i forhold til børnene.
-         ”Feeding Programmes”: Vi vil hjælpe ekstrem fattige familier, med at dele mad og drikkevarer
       ud. Med dette formål gør vi opmærksom på os selv, med hovedformål, at hjælpe en masse
       fattige familier.
-         Styrke og stimulere børnenes forskellige sanser, via forskellige aktiviteter.
-         Vi vil bl.a. arbejde efter Maslows behovspyramide, hvor det er de 3 første niveauer
       vi vil arbejde med, alt efter hvilke børn vi arbejder med nemlig: ”De fysiske behov”,
       ”sikkerhedsmæssige behov” og ”kærlighed/tilknytnings behovet”.

  

Projekter vi vil lave med FSK:
-          Fingermaling og ”graffiti” på en væg.
-          Lave forskellige produkter ud af ”skrald”.
-          Drama øvelser – Stimulation.
-          Snobrød over bål + Skumfiduser – Vi vil lave vores egne snobrødspinde.
-          STOMP – Vi vil lave vores egne instrumenter.
-          Boldspil – UNO – Kallaha –Vendespil – Twister.
-          Stafetløb – Forhindringsbane – Skattejagt.
-          Vi vil lave vores eget cirkus med børnene og evt. Invitere udefrakommende ind på centret,
       og lave nogle optrædener.
-          Gibs – Til ansigtsmasker og hænder.

 Udarbejdet af: Julie, Kristina, Mette & Kristoffer.

I går, torsdag, tog kun Mette og jeg af sted til Community Scout børnehjemmet. Børnene kom straks hen til os for at sige hej. Da vi havde lagt vores ting på kontoret, gik vi ud i gårdspladsen som mest bare er jord, men der er også et større areal som er belagt med beton og dækket af et tag på søjler. Til at starte med sang og klappede vi sangen: ”Andersine, Andersand og Rip, Rap, Rup …” og jeg må sige at være imponeret over, at de rent faktisk kan tale lidt engelsk (nok til at vi kan forstå dele af deres sætninger) og nogle danske ord. De kan blandt andet udtale de danske ord ”Andersine, Andersand og Rip, Rap, Rup” og farven ”blå”. Denne klappesang synes de var rigtig sjov, især fordi nogle af drengene sagde hurtigere, hurtigere, på engelsk: ”Faster, faster”. En 18 årig dreng spurgte om vi ville spille UNO med ham og nogle andre drenge – det ville vi selvfølgelig gerne, flere og flere kommer til. Jeg må ærligt indrømme, at det rammer dybt inde i mig, da jeg observerede at disse børn, er så beskidte og har så slidt og ødelagt tøj på, som er ved at gå fra hinanden stort set over det hele. Jeg er dog imponeret over, hvor meget sjov de kan få ud af næsten ingen ting. Det at vi gad at spille UNO med børnene, gjorde at de lyste totalt op i hele deres ansigt. To af drengene ville sågar sidde på skødet af mig, da vi var i gang med, jeg tror måske det var fjerde omgang UNO, hvilket varmer dybt inde, at de trods alt gerne vil kommunikere med os og lege med os. 

Dernæst lærte vi dem den gamle leg med en lang snor, som man vikler rundt om sine håndled, hvorefter man trækker i snoren med langfingeren og så har snoren dannet en firkant med to lange krydser i, som den anden medspiller skal tage fat i med pege- og tommelfinger osv. osv. Den leg synes de var enormt imponerende og sjov.

Herefter begynder nogle børn at gå i bad omme i gavlen bag huset, for at gøre sig klar til skole. Det skal lige nævnes at den måde de går i bad på, er ved at tage en lille spand, dyppe den i en balje med vand og derefter hælde det over sig. Og de får én klump håndsæbe hver om måneden og så er det op til dem at sørge for, at de har nok til den måned. Det er ubegribeligt, at de ikke har mere at gøre godt med.
Inden vi får set os om, er det tid til frokost bestående af ris, nudler, svinekød og lidt grøntsager – at spise med fingrene. Hm… det skal man vel også lige vende sig til?! Men det smagte nu ganske udmærket alligevel. Efter frokost, var det tid til at nogle børn skulle i skole. Kort tid efter, sluttede vores arbejdsdag. 

I dag, fredag, blev vi mødt af børn der var glade for at se os. Efter en times tid tog pigerne og jeg ud til et storcenter der hedder White Gold, for at købe lidt legetøj til børnene på børnehjemmet Community Scout. Vi havde købt en fodbold, tre yoyoer, tre sjippetov, tre glas med sæbebobler og tre tennisbolde. Disse ting blev børnene enormt glade for og børnene legede med tingene indtil vi tog hjem nogle timer senere. Hvor er det rart at se de her børn blive glade for så lidt og at se, at de blev glade for at lære nogle nye lege. 

Over and out, for now… :-)