At danne relationer

Filippinerne er et rigtig dejligt land. Menneskerne er rigtig flinke, hjælpsomme og smilende, uanset hvilke forhold de lever under. Varmen hernede er super skøn – lige som jeg elsker det – og dog… alligevel kan det godt blive varmere, end hvad man kan holde ud. Typisk ligger temperaturen oppe i 30’erne, men på grund af luften og dens fugtighed, føles det rigtig ofte som over 40 grader. Og selvom at solen går ned kl. 17-18 stykker, så går jeg stadigvæk rundt i shorts og T-shirts. Maden på Filippinerne er nogle steder rigtig god og lækker og andre steder skal man lige sørge for at have lidt mad liggende hjemme i køleskabet, for det er ikke alle steder at man kan blive mæt. ”It’s good for one person maam” – Yeah right tænker jeg så – godt for et barn måske. Priserne på stort set alt, er til gengæld så billige, at det nogle gange kan være svært at forstå. …fortsæt

Dagene skrider stille og roligt frem ude på børnehjemmet Community Scout Youth Guidance Center, som ligger i et område der hedder Duljo Fatima (tæt på bydelen Colon), omtrent 5 km fra hvor vi bor. Det er et område, som for mig er mere fattigt end hvad jeg troede jeg allerede havde set. Som jeg har nævnt i et andet blogindlæg, så møder jeg mødre, der med sit lille barn i armene eller hængene over skulderen, går rundt og tigger om penge til mad. Jeg ser familier, oftest mødre, der sammen med sine små børn omkring sig, roder i noget skrald, nogle steder brændt skrald, men for disse familier er det måske deres chance for at kunne overleve, deres håb for at finde mad. Jeg ser familier og små børn – ja selv spædbørn, ligge på gaden og sove på en flad papkasse, ved siden af dem har de en taske eller lille kasse, med deres meget få ejendele. Det er pakket og klart til når de flytter hen på det næste gadehjørne. Enlige mødre med deres lille barn bor i noget der ikke er større end et sofabord, dækket til af plastikposer og pap. 

Da vi en af dagene var på børnehjemmet, havde jeg følgende observation af en dreng: 

Jeg sidder på en bænk ved børnehjemmets hovedindgang. Over for mig sidder mine to medstuderende imens 5-6 børn (alle drenge) går rundt eller sidder omkring os.
En dreng på 17 år sidder og spiller kendte engelske/amerikanske og filippinske sange på en guitar. Stemningen er rolig – alle hygger sig. En dreng på omkring 8 år finder en ledig plads på bænken, imellem den 17 årige dreng og mig. Han læner sig op ad mig og synger lystigt med på sangene. Jeg ligger min hånd på hans brystkasse, nusser ham stille og roligt, og fortsætter med at synge med på sangene.
Den 8 årige drengs øjenlåg blev langsomt tungere og tungere og i løbet af næsten ingen tid, lå han og halvsov op ad mig, hvis ikke han sov helt, indtil at han blev vækket af en ældre dreng, der bad ham om at rydde op (samle skrald) op fra gårdspladsen. Efter at den 8 årige dreng havde samlet lidt skrald sammen fra gårdspladsen, var hans plads ved siden af mig, pludselig optaget. Han begynder derfor at samle lidt mere skrald sammen, imens han holder øje med, hvornår pladsen bliver ledig. Da den bliver ledig, skynder han sig hen, siger: ”Yes” og sætter sig imellem mig og den 17 årige dreng. Han læner sig endnu engang op ad mig, hviler sine øjne, dog synger han stadig med på de sange han kender.
Det var en rigtig dejlig følelse at vide, eller at gå ud fra, at denne lille 8 årige dreng, følte en tryghed ved at ligge op ad mig. Stemningen og omgivelserne i sig selv må siges, at have hjulpet ham på vej.

Elsker mit arbejde :D